Oliver

Oliver

23. januar 1998 – 23. august 2011

Oliver var verdens bedste og klogeste Border Collie. Han var glad og legesyg lige til det sidste, men desværre gav benene op til sidst.

Jeg fik Oliver da han var 5 mdr. fordi han var lidt for livlig til den familie der havde ham. Det var kærlighed ved første blik for mit vedkommende og der er ingen tvivl om at Oliver hele hans liv var MIN hund. I de første mange år var han stort set med overalt, og han elskede at køre bil og i det hele taget bare at være i bilen.

Oliver har arbejdet lidt på får, gået til lydighed og løbet en del agility indtil benene sagde stop.

Som enhver anden Border Collie var Oliver meget lærenem og han elskede at arbejde. Om det så var med fårene, til agility, lydighed, cirkuskunstner eller passe killinger og hvalpe var egentlig ligegyldigt, bare han måtte arbejde og helst samarbejde med mig.

Oliver elskede at pjaske vand og elskede at komme til havet. Vi har aldrig boet langt fra havet og han kunne få meget tid til at gå med at prøve at samle “flyvfårene” (måger) på stranden. Han har været på vej til Sverige et par gange når han svømmede ud efter flyvfårene, men med en del råben og panisk skrigen, lykkedes det mig da heldigvis altid at få ham tilbage i god behold. Var der ingen flyvfår på stranden, kunne han godt nøjes med at jagte og bide bølgetoppe. Det resulterede gerne i en temmelig tynd mave bagefter, men Oliver havde det sjovt…

Da de små papillon’er holdt deres indtog, syntes Oliver bare det var sjovt med sådan nogle små størrelser, der lød fuldstændig som hans pivdyr, hvis han puffede til dem. Han var ikke glad for fremmede store hunde, men små hunde havde han ikke noget imod, og da slet ikke hans egne. Han syntes de var sjove at lege med og han holdt styr på dem, så de ikke kom på afveje.

Ind imellem kunne han godt synes de var lidt for meget og vimsede for meget, og så kom der et frustreret vuf, der fik de små til at stoppe et øjeblik og kigge undrende, inden de vimsede videre.

Oliver var en god hjælp under opdragelsen, for hvis jeg sagde NEJ til en af de små, gik Oliver sporenstregs hen og dunkede dem oveni hovedet… Det var meget mere effektivt end mine verbale skæld ud – og de små lærte meget hurtigt hvad ordet NEJ betød. Så for så vidt de små angår, er de helt overbevist om at de er opdraget af Oliver og det var ham der var førerhund og jeg var fodermaskinen.

Oliver elskede livet og levede det fuldt ud, hvilket summen af dyrlægeregninger bevidner. Der er næsten ikke det sted han ikke er blevet prukket, strukket, syet eller pillet ved. Det er bl.a. blevet til et par blodører, et gedehorn i halsen, forstrukne ledbånd, diverse syninger her og der, kløer der var revet ud og meget meget andet.

Oliver fyldte meget – både fysisk og mentalt. Han ville være med til alt. Det der med at lægge sig hen i et hjørne og lade de to-benede sludre og drikke kaffe i fred, var ikke Olivers stil. Han blandede sig, og kunne han komme til det, sad han på skødet.

Oliver elskede livet og han elskede sin familie – han var meget generøs med våde kys.

Han var elsket og han er savnet. Himlen er blevet en stjerne rigere…

Her er et lille udpluk at de mange mange billeder det blev til i løbet af 13 år: